Mælkebøtter, bænkebidere, klemmelus og andre farlige dyr.

"Jeg synes godt nok, vi har fået lavet meget", siger Darleen og ser sig anerkendende omkring i vores lille rækkehushave. "Det er tid til formiddagspatruljering," siger hun så og forsvinder i retning af ligusterhækken.

Jeg nikker smilende og forsætter med at komme haveaffald ned i de af Kommunen foreskrevne klare plastposer. (I parentes vil jeg tilføje, at jeg finder det direkte uforskammet, sådan at forlange at vi, haveejere, skal bruge klare poser, så det er tydeligt for enhver, hvad der dumpes. Tror Kommunen måske, at jeg vil dumpe atomaffald, en myrdet, parteret bedstemor eller andet sprængfarligt stof?)

Søren Ryge er, foruden den ikke specielt heldige udtalelse vedr. skydning af katte, også kommet med et par gode råd. Jeg efterlever til punkt og prikke følgende:"Jeg går kun i haven, fordi jeg har lyst, og ikke fordi jeg tror, naboen synes jeg skal."

Det forhøjede staudebed trænger til at blive kultiveret en smule, så jeg kravler op i skidtet bevæbnet med en kniv(til genstridige mælkebøtter), en gammel orange Fiskarssaks, der må gøre det ud for en beskærersaks,( til klipning af visne staudetoppe), og sidst men ikke mindst en helt igennem klar, politiskkorrekt plastpose.
"Hvor pokker er min gode, gamle beskærersaks, der troligt har fulgt mig gennem årerne?", tænker jeg lettere irriteret og begynder at klippe toppen af et par stauder.
Det kan godt være, at mærket "Fiskars" borger for kvalitet, men brugt til havearbejde forslår den som en skrædder i helvede.

Snart flyder blodet i stride strømme fra mine fingerspidser og jeg opdager, at jeg er blevet ejer af tre stks. klemmelus.
"Sådan noget forbandet møg", skriger jeg, smider saksen og begynder at slikke blod af fingrene.
Darleen kommer springende og vil selvfølgelig have at vide, hvad alt det postyr er for noget.
"Se jeg har fået klemmelus", siger jeg og viser hende de blodige lus.
 Hun stirrer uforstående på mine fingre og siger: "Ja, undskyld mig, jeg kan altså ikke se nogen klemmemus.For er sådan nogle ikke på størrelse med de der klemmer på tørrestativet?", spørger hun så helt uskyldigt.

"Darleen det hedder klemmelus fordi man får det af at klemme sig. Det har intet med mus at gøre."
"Nå ja, så er det jo ikke interessant. Jeg går lige op og holder øje med genboens sorte hankat igen. Du ved, han har det jo med at ville pisse territorium af."

"Hvad så med resten af haven, der er stadig lidt tilbage, hvis du har mod på det," siger jeg, ser ned på fingrene og konstaterer, at de er holdt op med at bløde.

Darleen svarer ikke, men jeg kan se hende sidde og trykke sig under ligusterhækken.

Darleen, der har tilbragt sin tidlige barndom i en beskyttende kattegård, og først senere i livet har stiftet bekendskab med "Guds frie natur", mener selv at hun er et meget modigt og farligt kattedyr, efter at have tilbragt 30 minutter udenfor denne torsdag formiddag.

"Fis så af. Bare tag benene på nakken, eller jeg skal komme efter dig", skriger hun til genboens kat, der sidder inde bag køkkenvinduet. Hun kratter lidt i jorden, mens hun udstøder sit kampråb: "Død over bænkebiderne" hvorefter hun begynder sin nådesløse nedslagtning.

Efter endnu en halv time er staudebeddet nogenlunde fri for ukrudt, de farligste af bænkebidderne udryddet og genboens sorte hankat faldet i søvn i vindueskarmen. Darleen og jeg er enige om, at vi har udført et rigtigt godt stykke arbejde og går derfor ind igen.

"Nu skal vi holde en velfortjent pause"; sigerr jeg til Darleen. "Hmm...., men jeg skal altså først lige have vasket de der blodige bænkebidere af mig", siger hun og lægger sig i sofaen og starter den rituelle kattevask.
"Selv en vildkat må altså også tænke lidt på sit udseende", siger hun og kigger op og ned ad mig.
"Har du ikke også et par klemmemus, der trænger til at blive gjort i stand?"

"Samarbejde?"

"Den går ikke Grandberg. Jeg melder dig snart til fødevarestyrelsen og foreningen "RHTRK". Det er godt, hverken din mor eller Emma Gad  er til mere, for så ville de korse sig"; siger Darleen og nyser.

Jeg kigger arrigt på hende. Dagen har indtil nu ikke budt på andet end problemer: Garntykkelser, der ikke passer sammen, strikkefasthed, der heller ikke passer, rundpind nr. 3, der alligevel ikke findes i pindeskuffe. Og som det ikke var nok så skinner solen ind ad vinduerne og viser med alt tydelighed, at spindelvæv og nullermænd trives pragtfuldt. Jeg fornemmer også en spirende aktivitet i vores lille rækkehushave, så arbejdet ligger og venter på evt. havenisser, hvis nogle skulle være ledige.
Og det eneste jeg har lyst til er, at eje en rundpind nr. 3 så jeg kan komme igang med et nyt strikke-eventyr.

"Hit med musen", skriger Darleen og forsætter," jeg skal have googlet nummeret til fødevarestyrelsen og til "RHTRK".

"Nu har den der forening "RHTRK" vel ikke i forbindelse med en terrorgruppe eller andet farligt", spørger jeg lidt usikkert. Jeg ved nemlig, at selv uskyldige mennesker og katte kan rode sig ud i farlige forbindelser, så snart de trykker "like" eller "yes" et tilfældigt sted på nettet eller køber en T-shirt med et "farligt print".

"Bare rolig, "RHTRK" er det direkte modsatte. Det er forening til bevarelsen af "Rene hjem til renlige katte", siger Darleen overbevisende.
"Meget smart, men du glemmer vist, at de der såkaldte renlige katte også er med til at øge bestanden af nullermænd, dig selv inklusiv."

"Hm..men omvendt er vi med til at holde bestanden af edderkopper og dermed spindelvæv nede", giver Darleen igen.

Min hjerne arbejder på højtryk efter at finde et godt argument, der kan vippe Darleen af pinden, og få hende til at tie stille. For jeg tror ikke, at der står nedskrevet noget sted, at det er mig, der skal stå for al rengøring. Det skulle da lige være i "RHTRK"s vedtægter!

Så slår det mig, at Darleen ikke helt har gennemtænkt situationen. For er der nogen, der hader støvsugeren, så er det hende.

"Darleen, det vil sige, at du ønsker bedre rengøring, herunder oftere støvsugning", spørger jeg professionelt.

Jeg kan spore en vis usikkerhed i hendes øjne, men hendes svar er lige så frækt som altid.

"Selvfølgelig gør jeg det. Du kan starte i stueetagen, så smutter jeg ned i kælderen og finder ud af , hvor galt det står til dernede. Samtidig kan jeg måske fange lidt fluer og et par edderkopper, ja og hvirvle lidt liv i nullermændene, så det hele er parat til dig. Er det ikke det, man kalder samarbejde?"

Jeg nikker modvilligt og hiver støvsugeren ud af skabet.

En heltegerning

"Nå", hvordan synes du vores påskeferie var, du ved sådan på en skala fra 1 til 10?", spørger Katten Darleen og gaber diskret.
Jeg tænker ved mig selv, at det da også er det eneste diskrete ved Darleen for tiden. For den sidste uges tid har hun mere eller mindre gjort vores liv til et helvede.
"Det der med den skala, går den også til minus 10?", spørger jeg uskyldigt. "For så er det helt klart minus 10."

Darleen springer op som trold af en æske, med kløerne fremme og øjne, der slår gnister.
"Jävla du", skriger hun på svensk og hvæsser kløer i min arm.

"Nu må du godt falde lidt ned, min fine ven. Var det måske ikke dig, der for rundt hver eneste nat og skreg og hylede, som en kat i løbetid. Så hvordan tror du lige vores ferie har været, var?"

Denne svada får Darleen til at slippe taget i min arm, og nu ligner hun en punkteret badebold.
Hun kravler hen i den fjerneste ende af sofaen, lægger sig til rette og ser op på mig med bedrøvede øjne.
"Jäg tænker at ni inta kan forstå", siger hun stille.
"Darleen vær nu sød at tale dansk, så går det ligesom lettere ik`, og så fortæl hvad det er, vi ikke forstår."

"Det var jo bare Zoro og jeg, der ville passe på jer allesammen i Svensås. Du ved hvor hurtigt sådan et træhus brænder."

"Åh nej Darleen, du har selvfølgelig også fået et chok ved synet af Franks nedbrændte hus. Har i så holdt vagt eller hvad?"
"Hm..ja vi holdt udkig efter ildfluer, hunde og mennesker med refleksveste og stjerneskud. Ja, man kan aldrig vide med den slags ting. Ja, og den store brændende tingest i hjørnet af stuen har jeg personligt tjekket hvert tiende minut natten igennem."

Naboen Frank nåede lige at få gevær og patroner reddet ud. Heldigvis ligger stald og hundegård ikke i forbindelse med huset. Så både hunden Jeppe, høns, kyllinger og får var uskadte.
Jeg tænker med gru på et andet svensk hus, der brændte ned til grunden. Her var ingen overlevende. Årsagen til branden menes at være stearinlys eller en brændeovn.

"Du og Zoro har jo egentlig udført en heltegerning.", siger jeg sådan for mig selv.
Darleen er der straks. "En helt fortjener vel lidt rejer, eller hva`"

"Skatter, for 5000 body-tequila med kæmperejer."

Darleen har i flere dage plaget mig om at skrive. Jeg har fortalt hende, at jeg har masser af andre ting at lave, udover at skrive om hendes fantastiske liv, men hun bliver ved.

"Du bliver simpelthen nødt til at skrive lidt om, hvordan jeg har det. Tænk hvis mine læsere tror, jeg er fuldstændig psykisk nede, nu jeg ikke har været på et stykke tid", siger hun og slikker rester af kæmperejer i sig.
Jeg orker ikke at gå ind i en diskussion om, hvem der har "copyright" på "Fru Sauers blog", da jeg mener det burde være logik for perlehøns og katte. Derfor kommenterer jeg det ikke, men foreslår i stedet, at hun skal finde tre ting, hun synes læserne skal vide om hende.
"Jamen der er da garanteret flere end tre ting. Folk er simpelthen vilde med mig", siger hun uden at blinke.
Jeg nikker og tænker ved mig selv, at hun i årenes løb har udviklet sig lidt "diva-agtigt". Der er i min verden stor forskel på selvtillid og ukritisk storhedsvanvid, en forskel hverken Darleen og adskellige deltagere i diverse reality-programmer åbenbart ikke kan se.

Jeg griner indvendig, fordi jeg for mit indre blik ser  Darleen som deltager i henholdsvis:

 Paradise Hotel:
"Ska`vi kaste os over ham der Pelle Haleløs, hva`Snowball, han er sgu for lækker.La`os gi`ham lidt body-tequila med saltede rejer."

For lækker til Love:
" Ih skatter, jeg ved godt du er til fyre, men jeg synes altså du er for lækker. Så Gustav du må godt servere mine rejer, bare to night skatter."

Luksusfælden:
" Åh det ka`jeg godt se nu. 5000 på rejer, det er nok lidt meget."

"Nå Darleen har du fundet tre ting, som andre bare må vide om dig?"
Darleen rynker knurhårerne, lægger hovedet på skrå og ryster så på det.
"Jeg synes ikke rigtigt at tre ting gør det. Nej du kunne skrive en hel bog om mig", siger Darleen og går i retning mod køkkenet.

Lidt efter kan jeg høre hende smaske flere kæmperejer i sig.
Jeg smiler og tænker, at en ting andre ved om Darleen er, at hun elsker rejer.

"Berømthedens almindelige liv!"

Katten Darleen har fundet et nyt yndlingssted at tilbringe dagen. Hun er flyttet fra vindueskarmen over på en blød pude, der ligger på vores sorte skammel. Der lå hun også, da jeg kom hjem fra arbejde.

"Hej Tøsebarn", sagde jeg og strøg hende forsigtigt over ryggen. Hun åbnede det højre øje lidt på klem, rystede på hovedet og sagde: "Jeg tror snart, jeg melder dig til Kattens værn."
Nu var det min tur, til at ryste på hovedet, for jeg anede virkelig ikke hvilke forfærdelig ting, jeg nu havde været skyld i.

Jeg har aldrig kunnet acceptere, at hverken mennesker eller katte kommer med den slags anklager, der sådan  svæver i luften. Så sig dog, hvad pokker der er i vejen, istedet for den slags psykisk terror, der lader modparten føle skyld og dårlig samvittighed oftest uden grund.

Darleen åbnede nu begge øjne og stirrede vredt på mig. Da hun stadig ikke ville uddybe sin trussel, vendte jeg hende ryggen og gik ind for at redde senge. Bag mig kunne jeg høre lyden af trippende kattepoter, og inden jeg fik set mig om, sad hun midt på sengen og vaskede sig.

"Jeg føler mig lidt forsømt", sagde Darleen og forsatte med at fortælle om hendes sarte psyke, hendes seperationsangst og hendes store behov for altid at være i centrum.
Jeg lyttede, nikke og glattede sengetæppet, mens jeg flyttede lidt rundt på Darleen.
"Er du klar over, at det første skridt til helbredelse er, at du erkender problemet?", spurgte jeg.
Darleen sad nu på min skulder og spandt, og jeg tænkte, at jeg nok havde grebet situationen rigtigt an.

Darleen foreslog at vi lagde os lidt under sengetæppet, nu vi alligevel var der. Og som sagt, så gjort.

"Rie der er også noget andet. Jeg synes at ham Pelle-drengen er blevet lige lovlig berømt. Ja, for ikke at tale om den arrogante fyr til Pjevs, der sådan er blevet filmstjerne."

"Darleen, hvad i alverden mener du? Har du ligefrem læst det eventyr, jeg har skrevet til arbejdet", spurgte jeg, og smilede lidt for mig selv dernede under sengetæppet.
"Hmmmm....det er vel ikke forbudt, eller hva`? Jeg synes bare mit liv er meget almindeligt i forhold til de to. Tænk at være fodboldspiller, eller Star i Hollywood, tænk dig hvis jeg var berømt", sagde Darleen drømmende."
Jeg fortalte hende, at hun var vidt berømt på Bjergbyparken.
"Der er nogle af mine kollegaer, der glæder sig til at læse om dig på min blog. De spørger mig, hvornår jeg skriver om dig igen, så Darleen du er meget berømt."

Hun viklede sig ud af sengetæppet, hoppede op på min mave og holdt mit blik fast.
"Din blog! Du glemmer vist, at hvis det ikke var for mig, så havde du intet at skrive om. Absolut intet!"
Jeg tænkte i mit stille sind, at jeg da ind imellem strikkede et eller andet færdigt, som jeg også satte på bloggen. Men jeg sagde det ikke højt, for jeg vidste godt, at hun på en eller anden måde havde ret.
Selv ville jeg også hellere læse om en smuk, klog kat, der havde noget på hjertet, fremfor at glo på en eller anden hjemmestrikket tunika.

"Hårdt arbejde".

Jeg håber, at jeg lige akkurat har undgået et kæmpe skænderi med Darleen ved at sætte dette billede på bloggen. Hun er meget fornærmet over mit tidligere indlæg, da det kunne opfattes som om, hun altid sov!  Men her kan i ved selvsyn se, at hun ind imellem er vågen.

I den forbindelse har jeg lovet at fortælle at årsagen til, at hun befinder sig meget i vindueskarmen ikke skyldes radiatoren nedenunder, men det faktum at hun bare passer sit arbejde som ansvarshavende fugleobservatør.

Og som hun siger, så er det jo et meget hårdt arbejde, sådan at holde "mandtal" på samtlige fugle i Slagelse og omegn.

Når jeg er ude, sover Darleen i vindueskarmen

Da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg Darleen det samme sted, som jeg havde "efterlandt" hende om morgenen. Eneste forskel var, at hun istedet for at sidde i vindueskarmen nu lå ned.
"Hej med dig, Tøsebarn", sagde jeg og gik over og strøg hende over ryggen.
Hun åbnede langsomt øjnene, gabte lidt og sagde: "Mmmmm, hej, nå kommer du der".

Jeg er ikke helt klar over, om min pludselig opståede træthed skyldtes, at jeg for første gang i ca. en måned havde været på arbejde, eller om hendes gaben, havde smittet mig. Men jeg begyndte pludselig at gabe og for ikke at dejse om som en anden narkoleptisk patient, gik jeg ned i køkkenet  og satte kaffe over.
Darleen råbte efter mig, at hun lige skulle vågne, men så ville hun gerne snakke.

Bevæbnet med et stort krus kaffe og læsebriller tændte jeg for computeren og surfede lidt rundt. Min jagt på nyheder blev dog afbrudt af mobilen, der kimede. Darleen, der stadig befandt sig i vindueskarmen, synes åbenbart at hun ville overhøre min samtale. Hun hoppede ned, derefter op i favnen på mig og begyndte at gnide sin kind mod mit øre.
"Ja, hej det er mig", sagde stemmen. Darleen kiggede forvirret på mig, og det var tydeligt at hun ikke fattede en brik.

Den eneste, der slipper afsted med sådan en hilsen, er Ole. Jeg har altid syntes, at det at præsentere sig hører til almindelig dannelse. Men ok. det er der så meget andet, der gør i min verden. ( I parentes bemærket er jeg nok ikke opdateret mht. almindelige omgangsformer, da jeg generelt synes mange børn og unge kunne trænge til "Takt og tone" a la Emma Gad.)

Ole ville bare høre, hvordan jeg havde det efter min første arbejdsdag. "Hun har det pragtfuldt", skreg Darleen og forsatte med at fortælle Ole, at nu var tiden gået! Jeg tillod dog med egne ord at forsikre Ole om, at jeg stadig var intakt, men ret træt.

"Nå du, er det ved at være tid?", spurgte Darleen og så forventningsfuld på mig.
Jo det var nok ved at være tid til en middagslur sammen med Darleen.
"Så kan du også ligge og fortælle mig lidt om, hvordan din dag har været", sagde Darleen og så sådan lidt omsorgsfuld ud.